Folketinget har vedtaget et lovforslag, der præciserer reglerne for medlemmer af folkekirken, ret til kirkelig betjening. Lovforslaget LOV nr. 47 af 28/01/2009 og den tilhørende Lovbekendtgørelse LBK nr. 572 af 17/06/2009 kan du se på retsinformation.dk
De nye regler præciserer i lovens § 7 de nye rammer for begrebet “særlig tilknytning”. Af den nye paragraf fremgår det nu, at:
§ 7. Et medlem af folkekirken, der ikke hører til sognemenigheden, men som har en særlig tilknytning til denne, har ret til kirkelig betjening i sognemenighedens kirke. Særlig tilknytning foreligger blandt andet, hvis medlemmet
- tidligere har haft bopæl i sognet,
- har nære pårørende, der bor i sognet, eller
- for så vidt angår begravelse eller bisættelse har forældre, ægtefælle eller børn, der er begravet på en kirkegård i sognet.
Stk. 2. Kirkeministeren kan fastsætte nærmere regler om ret til kirkelig betjening i sognemenighedens kirke.
Stk. 3. Præstens afgørelse efter stk. 1 kan indbringes for biskoppen. Biskoppens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.